Tips og Tricks når du bygger med peberkage

Når du bygger med peberkagedej (eller honningkage, som nogle kalder det), er der nogle vigtige ting, du bør huske på for at få det bedste resultat. Dit peberkageværk skal være prangende og det skal helst holde længe. Derfor bør du huske disse trin. 

Det er gode erfaringer, jeg selv har gjort mig:

 

Rulning direkte på bagepapir

Dejen bliver langt nemmere at håndtere, hvis du får rullet den ud direkte på bagepapiret. Det sikrer, at formen ikke går i stykker. Det kan være sværere at rulle på bagepapir end på en bordplade, men det er det hele værd!

 

Tilretning med redskaber

Dej har det med at vokse når det bages. Mange af Sukkerhus-værkerne har fine detaljer og spidse kanter, som du gerne skulle beholde. Tag derfor en hobbykniv eller en neglefil og ret til, så du rammer skabelonens oprindelige form bedst muligt.

 

Platform for transport

Har du kastet dig ud i at skabe et større værk, kan det kun anbefales at bygge værket på en plade eller skærebræt. På den måde kan du flytte rundt på værket uden at beskadige det.

 

Blyant for vejledning

For at opnå et imponerende dekorationsarbejde med rette linier og symmetriske former, kan det være klogt at lave hjælpelinier med blyant inden glasuren tages i brug. En lineal er også smart at bruge på eksempelvis tagplader.

 

Dekoration kun af dig

Det er din dekoration, der gør dit værk unikt. Vær ikke bange for at eksperimentere. Hav det sjovt med det. Bland frugtfarve i din glasur. Lav store karakteristiske øjne på værket. Sukkerstokke i hjørnerne og husblas i vinduerne er flot i bygningsværker!

 

Sukkerhus' skabeloner leveres i A3-format som PDF, så de enkelte dele kan få en størrelse, der egner sig til imponerende tredimensionelle peberkagebyggerier. 

Husk at printe med indstillingen ‘Actual Size’ slået til, så skabelonerne får den helt rigtige størrelse!